Den ordinære generalforsamling 2020 i E/F Fjordhusene er udsat på grund af COVID-19

Kære alle beboere i E/F Fjordhusene
I forlængelse af regeringens udmeldte – og forlængede – forbud mod forsamlinger på mere end 10 personer på grund af COVID-19 finder bestyrelsen det ikke sandsynligt, at det vil være muligt at afvikle den ordinære generalforsamling den 29/5-20, som er den dato, der senest er meldt ud i et referat og på hjemmesiden – og muligvis ej heller inden udløb af 2. kvartal, hvor den ordinære generalforsamling jfr. vedtægternes punkt 11.1 skal afvikles.

Der er 105 ejerlejligheder, langt flere juridiske ejere, en dirigent og en referent, der vil skulle indkaldes til den ordinære generalforsamling i 2020, hvilket betyder, at deltagerantallet må forventes at ville overstige 100 personer.

Bestyrelsen har nu undersøgt, hvordan man skal forholde sig i en sådan – helt ekstraordinær – situation og tilbagemeldingen fra både advokat, LEA Ejendomsadministration og revisor er, at den planlagte generalforsamling kan udskydes til senere i 2020.

Bestyrelsen kan derfor meddele, at den ordinære generalforsamling den 29/5-20 desværre er aflyst på grund af COVID-19 samt, at lokalerne på Smålandshavet er forhåndsreserveret til fredag den 9/10-20, fordi der allerede nu er stor efterspørgsel på lokaler i 3. kvartal 2020 – men såfremt det bliver muligt at afvikle den ordinære generalforsamling i 2020 tidligere, så vil der – med 14 dages varsel jfr. vedtægterne – kunne indkaldes til generalforsamling.

På bestyrelsens vegne

Inge, formand

Views: 108

Rating: 5.0/5. From 1 vote.
Please wait...