Diget er næsten færdigt og solen skinner igen over stranden på Enø

Efter den officielle indvielse af diget arbejdes der stadig videre med tilpasninger og forbedringer på diget.
Den nye virkelighed på og omkring diget har affødt nogle klager og noget debat på de sociale medier. Digelauget arbejder sammen med de berørte grundejere og Grundejerforeningerne med at finde gode og holdbare løsninger.
Det kraftige blæsevejr og dermed sandstorm ind over land gav nye klager fra beboerne ved Lungshave og i sammenhæng med klagerne tidligere ved Strandvejen, er der efterfølgende plantet hjelme/marehalm på jorddiget langs stranden fra Strandvej og op til Vivaldisvinget. Beboerne på den yderste del af Strandvej (ved stendiget) ønskede ikke hjelme/marehalm på det øverste 3 m. op mod stendiget.
Planterne skal have lidt tid til at rodfæste sig. Færdsel på jorddiget og mellem planterne er ikke tilladt. Planterne vandes efter behov. Der er opsat midlertidig skiltning langs diget.
Ud for husene langs stranden fra Strandvejen 21A og til nr. 31 løsnes sandet ved grubning. Der fjernes ikke sand fra toppen af stranden. De etablerede overgange ændres der ikke på her og nu. Vi afventer og ser på om der er behov for ændringer senere.
Der fremkommer ønsker om at fjerne sand fra toppen af stranden for at forhindre sandflugt/sandstorm og indkig til de huse der ligger tæt på diget/stranden. Det ønske kan Digelauget ikke imødekomme, da digets design og konstruktion er udarbejdet af eksperter fra Kystdirektoratet og rådgivningsfirmaet NIRAS – og beskrevet og besluttet i Myndighedsprojektet. Toppen af stranden (i kote 2,5) vil over tid sætte sig og stranden vil få en mere naturlig overflade. Ved kraftigere storme vil der sikkert også fremover være sandflugt/storm, men forhåbentlig i mindre udstrækning. Naturen skal have tid til at sætte sit præg på den nye strand. Der er planlagt et større 1 års eftersyn og et lignende efter 5 år. Digelauget følger udviklingen løbende.
I samarbejde ned vinterbaderne og sejlklubben er det aftalt, at jorddiget ved Isfuglen og Sejlklubbens yderhavn ændres med etablering af et skot på 2,0 m. og tilhørende flisearbejde ud mod molen. Jorddiget bibeholdes på det øvrige stykke mod kanalen.
Ved Reedtzholm er det aftalt at grusstien på stykket 10-15 meter ned ad brandbæltet fjernes og der sås græs. Potentiel flytning af andre overgange udsættes til 1 års eftersyn så der er erfaringer med trafikken over diget. Det våde område foran diget grubes nu så den naturlige dræning genskabes. Området holdes under opsyn.
Der er fortsat manglende træarbejder ved sejlklubbens inderhavn samt ved Enøkystvej. Det udføres i takt med at træet leveres.
Når ovenstående opgaver er udført, kan vi alle forhåbentlig se frem til en god og lang sommer. En af Digelaugets vigtige opgaver er at diget er godt, solidt og acceptabelt, ikke mindst for beboerne tættest på diget. Vi håber at de aftalte løsninger virker efter forventningerne.
God sommer.
John Kryger

Views: 63

No votes yet.
Please wait...
Translate »